På universitetet vil du på de sundhedsvidenskabelige uddannelser støde på nye teoretiske fag såsom anatomi og fysiologi, og praktiske fag såsom færdighedstræning. Vi fortsætter desuden med laboratoriearbejde indenfor biomedicin, som noget nyt tilføjer vi også videnskabsteori, som er vigtigt i forskning.
Undervisningen på campen vil give dig en smagsprøve på både teorien, men også de praktiske fag. Der vil være forelæsninger, færdighedstræning, casearbejde og laboratoriearbejde. Hver dag vil vi tage dig igennem et nyt emne og de praktiske øvelser, der hører dertil. Vi bestræber os på at lave så lidt stillesiddende undervisning som muligt, da vi mener, at man lærer mest, hvis man får lov til at få tingene i hænderne og får tid til at reflektere over teorien.
Her på siden kan du læse om de forskellige emner vi vil fokusere på i løbet af ugen.
Bevægeapparatet
Bevægeapparatet er betegnelsen for den samlede enhed, som muskler, knogler og led danner for, at du kan gå, gribe efter ting samt udføre yogaøvelser. På denne dag vil du høre om knogler og musklers anatomi og funktion med udgangspunkt i underekstremiteten (fra hofte til tå). Her vil du både lære hvordan muskler trækker sig sammen og hvilke ledbevægelser det muliggør i knæet. I forlængelse af dagen vil der være færdighedstræning i ledundersøgelse, sutur (syning af sår) og førstehjælp.
Immunologi
På denne dag vil du lære, hvordan immunforsvaret kan beskytte dig mod farlige organismer. Du vil både introduceres til det medfødte og adaptive immunforsvar, og deres måde at genkende skade og farlige organismer på og de involverede organer. Du vil også lære om tilstande, hvor immunforsvaret virker uønsket som ved allergier, autoimmunitet og organfrastødning. Måske lærer du endelig om milten denne dag? (If you know, you know)
Neurologi-psykiatri-psykologi
På denne tværfaglige dag, vil du lære om samspillet mellem neurologi, psykiatri og psykologi til både beskrivelsen og behandlingen af patienter med diagnoser som Alzheimers og depression. Du vil lære om fagenes ligheder, samt om de væsentligste forskelle og begrænsninger.
Antibiotikaresistens
Her vil du lære om, hvordan vores bedste våben mod mikroorganismer, allerede er begyndt at være mindre effektivt. Du vil lære om mikroorganismers beskyttelsesmekanismer, der udfordrer hospitalernes arbejde med at bekæmpe infektioner. Derudover vil tiltag for at mindske antibiotikaresistens også diskuteres.
Endokrinologi-fertilitet-embryologi
Denne dag lærer du om de nødvendige mekanismer i kroppen for at kunne reproducere. I endokrinologi får du en forståelse af, hvordan hormoner virker som signalstoffer i kroppen for at opretholde balance. Herunder lærer du også om nødvendige hormonbalancer, samt andre faktorer væsentlige for at sikre fertilitet og succesfuld befrugtning. Til sidst lærer du om embryologi, som er læren om udviklingen fra befrugtning til foster.
Valgfag
Valgfagsspor vælges på campen
I år laver vi 3 valgfagsspor: Kardiologi-spor, laboratorie-spor og videnskabsteori-spor.
Kardiologi-sporet vil introducere dig til hjertemedicinen, herunder hjertets anatomi (med følgende dissektion) og fysiologi. Du vil lære om udvalgte hjertesygdomme, samt hvordan man læser et EKG.
Laboratorie-sporet vil introducere dig til det parakliniske arbejde, der omhandler behandlingen af prøver, som bestilles til brug for videre diagnostik.
Videnskabsteori-sporet vil introducere dig til basal videnskabsteori og dennes anvendelse i forskning. Valgfaget bringer både indsigt i studiedesigns for at bygge evidens samt etiske dillemmaer.
Der kan forekomme ændringer af dagsprogrammerne
Denne side er sidst opdateret d. 2. december 2025 af LEKO